Med Warren Bennis død i sidste uge faldt et af de helt store
træer indenfor udvikling af ledere og forståelse af, hvad ledelse er. Så længe
jeg har arbejdet med udvikling af ledere, har Bennis været en enorm
inspirationskilde. Sammen med en række andre af de store (bl.a. Schein,
McGregor, og Senge), som også har rødderne plantet i Sloan School of Management
på MIT, har han også været med til at påvirke ledelse i danske virksomheder.
Jeg mødte engang Warren Bennis ved et seminar, som han holdt
i Malmø. Det var dengang ledelse via visioner var nyt og uprøvet (ca. 1985), og
jeg spurgte ham, om han kunne give eksempel på praktisk ledelse via visioner.
Han fortalte en historie, som han også har skrevet om, og som gav mig en
teknik, der blev benyttet ved mange seminarer:
Den unge Robert Redford var ved at forme tankerne til en
film – det var hans første store instruktøropgave. Det var arbejdet med filmen
Ordinary People. Han følte selv, at han havde styr på teknikken; men han var
ikke sikker på, at kamerafolkene var helt klar over, hvor han ville hen med
sine tanker. Redford, der for år tilbage var blevet rørt ved at høre Johan
Pachelbel’s kanon i D-dur bl.a. fordi denne musik havde billedliggjort hans
tanker, besluttede at bruge denne musik til at få kamerafolkene til at skabe de
nødvendige billeder til filmen.
Han bad dem lytte og tænke på hvordan en forstadsscene ville
se ud, hvis den skulle reflektere Pachelbel’s musik. På den måde fik Redford
skabt en positiv ledelsessituation, med medarbejdere der blev ”followers”. (Se
videolink nedenfor)
Warren Bennis arbejde med begrebet ledelse, udtrykkes bl.a.
i et af de mest benyttede citater indenfor ledelsesteorien: ”Leaders are people
who do the right thing; managers are people who do things right”.
Ved sin død forleden, var Bennis stadig tilknyttet
University of Southern California i en alder af 89 år.
Lyt til to udgaver af Pachelbel’s
kanon i D.
No comments:
Post a Comment