Thursday, September 16, 2010

Et legat der ville noget


                     

Seminaret på CBS
D. 13. september mødes en gruppe alumni fra University of Wisconsin på CBS i København. Vi kom fra USA, Sverige og Danmark og  mødtes med dekanen, Mike Knetter, fra businesskolen på vores gamle universitet i USA, University of Wisconsin. Men vi mødtes første og fremmest, for at forenes om de enestående uddannelsesmæssige såvel som sociale oplevelser vi alle havde haft under  studierne i USA. Vi var alle de heldige modtagere af det såkaldte Rasmus Nielsen Scholarship, som havde givet os mulighed for at tilegne os en Masters-grad fra et af de største universiteter i USA. 

Mike Knetter, der nu er Dean på Business skolen på UW overtager nu stillingen som President for UW Foundation. det betyder, at han er ansvarlig for at administrere universitets pengetank på ca. 12 milliarder Dkr.



Det er sjældent, at der er mulighed for at vurdere uddannelser 35 til 50 år efter færdiggørelsen af uddannelsen. De fleste modtagere af legatet har siden gennemført spændende karrierer indenfor faglige områder, ledelse eller uddannelse. En del har bosat sig i udlandet, ikke mindst i USA, medens specielt en del af de danske scholars har involveret sig i forskellige former for prægning af uddannelser for danske ledere.

Madison ligger skønt placeret mellem søerne Mendota og Monona. Der er ca. 45.000 studerende, hvilket gør Madison til en af de største universitetsbyer i USA.

The Rasmus Nielsen Scholarship blev etableret i 1959, og gav i perioden fra 1959 frem til 1973 i alt 75 danske og nogle få svenske studerende mulighed for at studere et år på University of Wisconsin i Madison.  Pengene var en gave fra Arthur C. Nielsen, som var grundlæggeren af A.C. Nielsen Company i Chicago. Hvert år donerede A.C. Nielsen store beløb, der gjorde det muligt for fire studerende med en vis økonomisk teoretisk uddannelse at rejse til Madison, hovedstaden i Wisconsin, for at studere.

Rasmus Nielsen var Arthur C. Nielsens far, og legatet blev oprettet for at give muligheder for studerende, så de kunne undgå de voldsomme store uddannelsesmæssige udfordringer, som Rasmus Nielsen, der immigrerede til USA i 1888, blev udsat for. 
Der er altid ressourcer til at tænke og agere anderledes i Madison, der er kendt for at være en af de ultraliberale byer i USA.

I perioden fra 1959 til 1974 var der kun få danskere der, studerede hhv. MBA eller MS på amerikanske universiteter. Derfor var gruppen en slags pionerer i dansk erhvervsliv, da vi returnerede til Danmark. Legatet var af en betydelig størrelse, som omregnet til nutidspenge vil ligge omkring en halv million kr.
Set i perspektiv kunne gruppen af alumni være enige om, at den faglige, kulturelle og sproglige udfordring, som vi var blevet sat overfor, havde haft en meget stor indflydelse på resten af vores karrierer og i mange tilfælde også på vores private tilværelser. At opbygge den internationale og interkulturelle kompetence var vigtigt dengang, men endnu vigtigere i dag, men for de fleste en uoverkommelig økonomisk udfordring. Netop derfor blev der sendt mange taknemmelige tanker til stifterne af scholarshippet ved mødet på CBS.
Den efteruddannelse, som A.C.Nielsen støttede, kan i dag kun beskrives som en meget stor succes. I de år legatet blev uddelt drog 74 (af de 75) tilbage med et graduate-diplom i kufferten. Vurderet på de karrierer som stort set alle modtagerne af scholarshippet har gennemløbet, kan det kun konkluderes, at de alle har ydet indsatser, som nåede ”den maksimale højde af det, som var muligt for dem”. Netop ord der blev indskrevet i formålsparagraffen tilbage i 1959.

BUCKY BADGER

No comments: