Nogle kritiske spørgsmål om uddannelse?

Vi kan være sikre på at uddannelse og læring i fremtiden vil præges af teknologier. Vi bliver hele tiden mere avancerede i anvendelse af informationsteknologi, og vores kreativitet øges. Dog stilles vi stadig overfor temaer, som vi ikke umiddelbart har svarene på. F.eks.

1. Hvad betyder det, at der dukker medier op, som gør det muligt for os amatører at bidrage med viden, video og musik? Vi vælter os i dokumentation, hvoraf noget både er helhjertet og -hjernet. Medens andet er mere helhjertet end hjernet overhovedet.

2. Vi får et stadigt stigende antal kilder til læringsprocesserne, som er helt omkostningsfrie. Hvad betyder det? Vi kan f.eks. finde såkaldt ”open courseware” og deltage på MIT’s aldeles prima uddannelser – uden at det koste 1 kr.

3. Hvilke konsekvenser vil det få for traditionelle institutioner, som f.eks. universiteter, gymnasier mm at læring ikke formidles via undervisere, fordi viden findes som ”fingerspidsviden” hos de studerende? Hvilken rolle skal de tidligere undervisere spille? Allerede i dag hører man beklagelser fra studerende på højere læreanstalter, hvis underviserne alene gennemgår det pensum, som man lige så godt kan læse selv.

4. Hvordan er det med copyright? Er vores nuværende systemer i stand til at fungere i en verden med en eksplosiv vækst af digital viden? Hvor de unge er vant til at downloade alt hvad de skønner, de har behov for fra video, over audio til billeder og tekst. Hvilken betydning har det for læringsøkonomien?

5. Hvordan kan man gøre nytte af den nye teknologi for at skabe bedre læringsforhold i de dele af verden, der i dag ikke er på samme niveau som den udviklede verden? Hvem vil påtage sig ansvaret for det? 5. Hvordan leder man læringsinstitutioner, der er I en eksplosiv vækst og dermed forandring? Kan lederne af de højere læreanstalter skabe udviklingsenergi og fornyelse, eller vil man klynge sig til de ældre formelle strukturer? Og besidder lederne af institutionerne de nødvendige personlige lederegenskaber til at kunne tackle de meget nye krav, som både de studerende og aftagerne i den anden ende vil stille?

6. Er forskerne, politikerne og andre beslutningstagere I stand til at formulere de rigtige dagsordener for læring i den kommende tid? Er de i stand til at beskrive de rigtige læringsbehov, som vil sikre udviklingen af vores samfund? Og hvis de ikke er det, hvem skal så gøre det? 7. Har vi de teorier til rådighed indenfor pædagogik, læring, didaktik, kommunikation mm, som reflekterer den måde hvorpå de yngste (og digitale) generationer lærer? Eller har vi antagelser om, at de tidligere anvendte teorier også vil dække i fremtiden? Og hvad vil vi gøre når vi indser at vi tog fejl?

Der er givetvis mange andre spørgsmål, som kan være relevante og kritiske for at skabe en fremtidssikret læring. Læserne er meget velkomne til at bidrage: www.hellmann.dk