Roskilde har fået bank!

Det handler om forandring, der kan gøre lidt ondt.

Roskilde Bank har været en virksomhed drevet af stærke indre fælles værdier. Derfor er bankens deroute en følelsesmæssig sag for mange af de involverede parter. Medierne har været meget aktive omkring beskrivelser af de økonomiske konsekvenser – fair nok. Men når en institution, som man har regnet med, stolet på eller været afhængig af, kollapser, så er det i sandhed også en personlig og følelsesmæssig forandringssituation.
Alle bankens interessenter må se forandringer i øjnene. Kunderne, der mister en bank, som de har stolet fuldt ud på. Aktionærerne, der mister deres investerede penge. Medarbejderne, der på sigt mister deres arbejdsplads – i hvert fald den arbejdsplads, som de har været meget engagerede i. Ledelsen, der mister sin status. Foreninger, der mister en vigtig sponsor. Borgerne, der mister en af byens bærende institutioner. Alle må se forandringerne i øjnene – selv om det gør ondt.
Efter man har luftet sin arrighed over det skete, så kan lidt stille refleksion være på sin plads. Og selv om det gør ondt i sådanne situationer, så er der tre spørgsmål, man kan stille sig selv. De handler om fremtiden:
1. Hvad vil forandres?
2. Hvad vil blive anderledes?
3. Hvad vil man miste?
Jeg vil forsøge at bruge mig selv som case. Jeg har været kunde i, leverandør til og aktionær i Roskilde Bank. Desuden er jeg født og opvokset samt boet en stor del af min tid i Roskilde. Og det, som er sket nu, er ikke godt. Uanset hvilket kasket jeg vælger at tage på.

1. Det som vil forandres er for mig: Valg af en anden bank, en mistet kunde og et værdipapir, som jeg i disse tider ikke engang kan ramme ind og hænge op på væggen som minde om en tidligere glorværdig virksomhed.

2. Derfor bliver det anderledes for mig, at jeg nu skal etablere et forhold til en ny bankkontakt (”Rådgiver” er jeg stoppet med at kalde dem). Jeg skal ikke længere mødes med byens erhvervsliv ved de møder, som jeg i 23 år har arrangeret for bankens Erhvervsklub. Og som borger må jeg med bæven gå og vente på at se, hvad man nu skal stille op med alle bankens kontorbygninger i midtbyen. Og indse at den bank, som har været allestedsnærværende i Roskilde, ikke vil være det mere.

3. Hvad har jeg mistet? Jo, jeg har da også mistet værdien af aktierne. Ikke et millionbeløb. Men mere end en madbillet til den årlige generalforsamling. Jeg klager ikke, ingen tvang mig jo til at købe aktierne. Brandærgerligt. Men det er også ærgerligt, at jeg mister nogle gode samarbejdspartnere i banken. Jeg mister en positiv kontakt til det lokale erhvervsliv gennem erhvervsklubben. Jeg mister kontakten med en institution, som for mig ”altid har været der”. Jeg mister illusionen om, at i en verden af nye kædebutikker og franchise, er der stadig organisationer, der er her, når man fødes, og også når man engang ikke er her længere. Matador er død.
Da jeg for mange år opdagede den specielle medarbejderånd, der har eksisteret i banken, kaldte jeg det for en hjertebank i modsætning til en hovedbank. Lidt billigt spil på ord, men alligevel noget der karakteriserede forskellen på den lokale Roskilde Bank og de store nationale banker. Men selv i en hjertebank er der brug for et hoved, og det er faldet af nu.. Så nu er det blot et spørgsmål om, hvor længe bankens hjerte vil banke.
Hvis du er en af de måske over 100.000 personer, som har en relation til Roskilde Bank, hvad vil da ændres for dig? Hvad vil blive anderledes? Og hvad vil du miste? Ikke mindst de mange medarbejdere i banken kan stille sig disse tre spørgsmål; men også alle os andre, som har fået bank.
I virkeligheden handler ovennævnte om, hvordan man som individ kan komme igennem forandringer, der ikke umiddelbart behager én. Og det har i sit princip ikke noget med Roskilde Bank at gøre.

(Dette indlæg kan også læses på www.erhvervsbladet.dk)